Julemanden vækkes!
Julemanden vækkes på Skagen By – og Egnsmuseum!
Kom til traditionelt og stemningsfuldt julemarked 1. søndag i advent, d. 28.11.
fra kl.14 til 17. Der er gratis adgang på det julepyntede museum og alle husene er åbne. I køkkenet i Den rige fiskers hus byder fiskerkonerne på kaffetår, saft og søsterkage i køkkenet. I vesterstuen spiller byens bedste spillemænd, Søren, Lars og Poul, et bredt udvalg af julens sange, og man er meget velkommen til at synge med i den lille stue.
Kl. 15.30. lige før mørket sænker sig helt, skal alle være med til at vække julemanden i museets gamle mølle. Hvis det lykkes, er der godter til alle børn.
I museets Aktivitetshus er der boder med gaveideer, smukke kranse og juledekorationer, gevinster og lune, hjemmestrikkede sokker og meget mere.
I Madpakkehuset er der smagsprøver på sprøde, hjemmebagte æbleskiver, og igen i år kan man varme sig med museumsinspektørens helt særlige juleglögg efter hemmelig, svensk opskrift. I museets hyggelige cafe kan man købe hjemmebagte æbleskiver samt varme og kolde drikke. Måske kan man få idé til et par af julens gaver i museumsbutikken, hvor især litteratur om Skagens historie og museets egen herlige bjesk lavet på perikon og blodrod er populære gaveemner.
Har man endnu ikke nået at sikre sig en billet til ”Sild, snaps og sang” d. 8.12. er der stadig enkelte billetter tilbage!