Den velhavende fiskers hus
Den velhavende fiskers hus er fra Skagens "sorte" periode. Det blev opført i 1836 i Østerby og flyttet til museet i 1938.
Indretningen er fra omkring 1850-75, kystfiskeriets sidste år. Huset er tækket med strå, men det var tidligere almindeligt i Skagen, at husene var tækket med marehalm eller hjelme. I bryggerset ses fiskernes redskaber og saltkar til fisk. De blev tørret på "hjeldene", snorestativ-erne, udenfor. I et hjørne er der et hønsehus, i et andet en håndkværn samt åbningen til bageovnen. Rummet over ovnen kunne bruges til tørring af korn. Køkkenet har et åbent ildsted, hvor der fyres med tørv. Fra ildstedet er der indfyring til bilæggerovne i stue og soveværelse.
Stalden bag spisekammeret har plads til en "lejeko". For mælkens skyld lejede velhavende fiskere en ko om sommeren, fra nærliggende landsogne. Om vinteren kunne fårene få plads her.
Vesterstuen blev brugt til opbevaring, som gæsteværelse ved strandinger, som gildestue ved det julegilde bådejeren gav bådens mandskab og som ligstue. Husets loft kunne bruges til opbevaring af hø og halm, madvarer og redskaber. Udhuset var til redskaber. Taget er en udtjent jolle.