Skagen Bymuseum blev oprettet i 1927 af Skagens befolkning. I 1938 blev museet flyttet fra Østerby til klitområdet Svallerbakken i Vesterby og ændrede navn til Skagens Fortidsminder.
I 1997 fik museet igen nyt navn: Skagen By- og Egnsmuseum. Museet er i dag selvejende og drives af en museumsforening med egen bestyrelse.
- 1927 - Skagens Bymuseum stiftes
-
- En kreds af borgere i Skagen stifter Skagens Bymuseum
I sommeren 1927 kan man i Skagens Avis læse et forslag om at rejse et bymuseum i Skagen til samling og opbevaring af gamle minder fra en svunden tid.
Den 21. oktober afholder Skagen Borger- og Grundejerforening møde på Karstens Hotel. På mødet nedsættes en komite, der skal arbejde for et Bymuseum i Skagen.
- 1929 - Skagens Bymuseum åbner
-
- Skagens Bymuseum åbner i Andreas Saxilds hus på Oddevej 31
Det nye Bymuseum har nu modtaget 120 genstande og søger et passende udstillingslokale.
Det erfares, at Andreas Saxilds gamle hus på Oddevej kan erhverves for 2.950,- kr. I sommeren 1929 åbner Skagens Bymuseum på Oddevej, og genstandssamlingen vokser støt. Entre til museet koster 35 øre.
- 1935 - Museet tager navneforandring
-
- Museet tager navneforandring til Skagens Fortidsminder
For at undgå forveksling med Skagens Museum (kunstmuseet) vedtager man at ændre navn til Skagens Fortidsminder.
Desuden ansøger bestyrelsen Skagen Byråd om at få overdraget arealet ved Svallerbakken i Vesterby til museumsområde. Det bevilges ved første behandling.
- 1936 - Mindehallen og Den fattige fisker
-
- Mindehallen og Den fattige fiskers Hus opføres ved Svallerbakken
Et sprøjtehus ved byens Ting- og arresthus, der tidligere havde ligget som materialhus ved Hvide Fyr, nedbrydes og flyttes til Svallerbakken.
Her genopføres bygningen som Mindehal over Skagens redningsmænd og omkomne skagensfiskeri - "De der blev derude". Samtidig påbegyndes arbejdet med at opføre et såkaldt lyrehus, der skal vise, hvordan den mindre velstillede del af Skagens befolkning levede i 1800-tallet.
- 1937 - Museumsbygninger flyttes
-
- Museumsbygningen fra Oddevej flyttes til Svallerbakken
- Den rige fiskers Hus opføres
Først i 1937 får man råd til at flytte den gamle museumsbygning fra Oddevej til området ved Svallerbakken.
Bygningen udvides ved samme lejlighed, så den kommer til at fremstå som det man opfatter som en velstående skagenfiskers hus.
- 1938 - Museet på Svallerbakken indvies
-
- Museet på Svallerbakken indvies
Den 29. maj 1938 fandt indvielsen af museet på Svallerbakken sted med taler, musik ved Skagen Hornorkester og sang ved mandskoret "Herold" samt Kristeligt Sangkor.
Statsradiofonien transmitterer 45 minutter fra indvielsesfestlighederne. Skagens Fortidsminder omfatter nu den rige og den fattige fiskers huse samt Mindehallen. Entre til museet fastsættes til 75 øre.
- 1943 - Kulturhistorisk provinsmuseum
-
- Kulturhistorisk provinsmuseum
I juli opnår museet anerkendelse som kulturhistoriske provinsmuseum med virksomhed inden for lokalt område.
Museet har hele tiden haft moralsk opbakning, bl.a. fra Nationalmuseet, der har skrevet flere støtteskrivelser vedrørende museets virke, men med den nye anerkendelse får museet en første egentlig blåstempling.
- 1953 - Møllen opføres på Svallerbakken
-
- Møllen opføres på Svallerbakken
Møllen, der oprindeligt fungerede som vandpumpemølle i Elling Enge og senere blev flyttet til Kragskov ved Jerup, erhverves af Skagens Fortidsminder.
I 1953 står Møllen færdig på toppen af Svallerbakken som en synligt vartegn for museet.
- 1955 - Fiskerimuseet indvies
-
- Fiskerimuseet indvies
På grund af akut pladsmangel har museet siden 1953 arbejdet på opførelse af en udstillingsbygning.
Det er hensigten at bygningen primært skal bruges til formidling af fiskeriets historie og den teknologiske udvikling af bådtypermog fiskeredskaber.
- 1968a - Museet statsanerkendes
-
- Museet statsanerkendes
Fra Ministeriet for Kulturelle Anliggender modtages meddelelse om, at museet fra 1. april at regne er anerkendt som statstilskudsberettiget, kulturhistorisk lokalmuseum.
- 1968b - Redningsstationen bygges
-
- Redningsstationen bygges
Det lykkes for museet at erhverve Kandestedernes roredningsbåd. Båden indsættes i en nyopført bygning, der er en tro kopi af en redningsstation som de kendes fra hele den jyske vestkyst.
- 1976 - Madsen & Per Håndlangers huse
-
- Museet køber Madsens røde hus og Per Håndlangers gule hus
For at råde bod på stadigt voksende pladsmangel erhverver museet to naboejendomme ved Svallerbakken.
Husene repræsenterer to forskellige perioder i Skagens historie: Den "røde periode", der indledes med indvielsen af Skagens havn i 1907 (Madsens Hus) og "den gule periode", der er betegnelsen på perioden fra ca. 1860 til 1907 (Per Håndlangers Hus).
- 1977 - 50 års jubilæum
-
- Skagens Fortidsminder fejrer 50 års jubilæum
Museet i Skagen har vist sig at være levedygtigt og tiltrækker mange gæster - mere end 30.000 om året.
I oktober måned markerer man 50 året for museets oprettelse og udgiver i den anledning en jubilæumsbog.
- 1983 - Faguddannet inspektør ansættes
-
- Den første faguddannede museumsinspektør ansættes
Med støtte fra Statens Museumsnævn og Skagen Kommune ansætter museets bestyrelse pr. 1. april en museumsinspektør med museumsfaglig uddannelse.
- 1987 - Rudolfs Smedje erhverves
-
- Rudolfs Smedje erhverves
Museet køber Rudolfs gamle skibssmedje på Vesterbyvej med værktøj og inventar. Alle genstande registreres, men forbliver på deres plads i smedjen. Den skal fremstå som den så ud, den dag Rudolf trådte ud af døren for sidste gang.
- 1990 - Museet køber kutteren Hansa
-
- Museet køber kutteren Vita Vest / Hansa
Skagens Fortidsminder køber Skagens ældste bevarede snurrevodskutter S 126 Vita Vest. Senere får kutteren sit tidligere navn tilbage: Hansa. Kutteren istandsættes og benyttes til tursejlads.
- 1991 - Sammenlægning
-
- Skagens Fortidsminder og Lokalsamlingen sammenlægges
For at udvikle og styrke de to institutioners virkeområder udarbejdes der en aftale, hvorefter museet forpligter sig til også at drive Lokalsamlingen. Herefter er museums- og arkivfunktioner integreret i samme institution.
- 1997 - Udvidelse af museet
-
- Skagen By- og Egnsmuseum åbner efter udvidelse
Efter en omfattende udbygning åbner museet med nye lokaler, der omfatter administration, nyt indgangsparti med butik, museumscafé, værksted, magasin og aktivitetshus. Ved samme lejlighed skifter museet navn til Skagen By- og Egnsmuseum, Fortidsminderne.
- 2002 - Museets havnemiljø tages i brug
-
- Museets havnemiljø tages i brug
Som en videreudvikling af museets aktivitetsområde bygges et havnemiljø i museets baghave med gangbro, bolværk samt havneskure. Her bliver der også plads til et meget efterspurgt lokale, hvor der kan nydes medbragt mad.
- 2003 - Digital Museumsformidling
-
- Skagen By- og Egnsmuseum præsenterer ny digital formidling
I løbet af sommeren præsenterer museet i samarbejde med AM-Production en nyskabelse inden for museumsformidling: Personlig Digital Museumsformidling.